Corona-krisen har været en produktiv tid der har sat gang i mange nye spændende processer. Da hele samfundet gik i dvale og alt blev sat på vågeblus og kvarteret omkring Willemoesgade der normalt summer af liv blev fuldstændig mennesketomt sænkede der sig en noget spøgelsesagtig men fantastisk ro i atelieret der gav en fordybelse der normalt er lidt svær at få midt i den pulserende storby. Det var vidunderligt samtidig med at det selvfølgelig også var meget mærkeligt og i starten også lidt urovækkende og angstprovokerende. Som kunstner lever man jo altid med uforudsigelighed og en vis instabilitet og mange timers frivillig og indadvendt isolation i atelieret så egentlig var der jo ikke den store omvæltning i mit liv. Faktisk syntes jeg det var helt befriende at samfundet endelig havde et tempo jeg kunne følge med i. Jeg syntes det klædte verden at blive en anelse mindre overstimuleret, udadvendt og aktiv. Vi har brug for pauserne hvor refleksionerne kan finde sted og det er netop deri gaven i Corona-krisen ligger. Vi finder ud af vi kan gøre tingene anderledes og på nye og bedre måder. Vi bliver tvunget til at redefinere os selv og der bliver kastet lys på alt det i vores liv som ikke fungerer. 

Den indiske forfatter Arundhati Roy skrev på de sociale medier at Corona er en portal. Jeg kunne ikke være mere enig. En portal er en overgang til en ny verden og det har vi brug for. En ny og bedre verden med forøget bevidsthed og indsigt. Så hvis vi tør slippe de gamle værdier og overbevisninger som er blevet rustne og stive kan vi forhåbentlig skabe et bedre og smukkere samfund. Jeg synes i hvert fald der har været mange smukke tiltag midt i alvorligheden.

“Portalen” 145×100 cm.